Hunden er ikke en ulv.
Selv ud fra et kæledyrsperspektiv lever hunden på mange måder tættere på os mennesker end noget andet dyr. De går, hvor vi går, de ser fjernsyn sammen med os, de sover hos os, og vi har utallige fælles aktiviteter, hvor hund og menneske samarbejder mod et fælles mål.
Vores domesticering af hunden har ført til en helt unik variation inden for én enkelt art, både når det gælder udseende og adfærd. Alligevel finder forskere, at de fleste af hundens adfærdsmønstre og evner stammer direkte fra ulven – de er blevet omformet snarere end skabt på ny. For eksempel er hyrdeadfærd en del af ulvens jagtadfærd, men bruges nu på en lidt anden måde i samarbejde med mennesket. Når det gælder spørgsmålet om, hvad der er hundens naturlige adfærd, må man derfor kombinere studier af ulve, forvildede hunde og racekendskab.
Jagtadfærd
Ulvens jagtadfærd er kompleks og består blandt andet af at søge, spore, forfølge, hyrde, jage, fange og håndtere byttet. Forvildede hundes søgen efter føde består generelt af at opsøge og udvælge menneskeligt affald, da de oftest lever i eller omkring menneskelige samfund. De jager også små byttedyr, og sjældnere giver de sig i kast med større vildt – selv om det kan ske. Jagten er sjældent koordineret med andre individer, men foregår næsten altid alene, sandsynligvis fordi de ofte jager så små byttedyr.
Flokken
En ulvefloks størrelse varierer over tid, da en flok består af en familie med nye unger og regelmæssig udvandring af ældre hvalpe i alderen 9 måneder til 3 år. Det er vanskeligt at fastsætte den præcise størrelse på en forvildet hundegruppe, mest fordi forskerne ikke er helt enige om, hvornår en samling hunde bliver en flok, og hvornår de blot befinder sig på samme sted. Sandsynligvis består stabile grupper oftest af mellem 2 og 6 individer, men de kan også være mange flere afhængigt af miljøets forudsætninger. Hunde udviser mange forskellige parringsstrategier; alt fra monogami, polygami, polyandri og promiskuitet er observeret. Tæver med hvalpe føder deres unger lidt væk fra gruppen og får sjældent hjælp af andre hunde i de første tre måneder. Derefter vender hun tilbage til gruppen sammen med sine hvalpe.
Relationen til mennesket
En af de store forskelle mellem nutidens hund og ulven er dens evne til at holde af, samarbejde med og forstå mennesker. Hunde accepterer oftest, at mennesket bestemmer over deres liv. Vi afgør, hvornår de skal sove, gå ud, spise, hvem de skal hilse på, og hvornår de skal have hvalpe. De har udviklet gøen på en måde, som ulve ikke har gjort – sandsynligvis for at kommunikere med os mennesker. Ikke alle ændringer fra ulven har været til hundens fordel; på visse områder er de helt afhængige af mennesket for støtte – mens ulven er mere selvstændig. Det betyder dog ikke, at hunden er en ”dårligere” version af ulven. Den er en veltilpasset art i sit eget naturlige miljø: et liv sammen med mennesket.
