De sidste 100 år er fokus i hundeavl gledet over mod udseende frem for arbejde. Det er let at glemme, at bag pumien med det fluffy ansigt eller golden retrieverens venlige blik gemmer sig en arbejdende hjerne, som kræver et formål i livet! På trods af 100 år med, i mange tilfælde, udseendefikseret avl ligger der stadig mange hundrede – nogle gange tusinder – år af funktionsavl i generne. Arven til at arbejde er stærk!
Gennem racekendskab får du at vide, hvad du kan forvente af din hund. Måske har du en kræsen mynde, en letstresset hyrdehund eller en tibetansk spaniel, der utrætteligt gør, når fremmede kommer på besøg. Ofte kan vi spore ”problembetændelser” til adfærd, som netop den race er avlet til, men som vi har glemt at tage højde for. Forskellige racer har visse ”prædisponerede adfærdsmønstre”, adfærd som opstår lettere hos dem end hos andre racer. Det påvirker også indlæringen. En retriever har lettere ved at lære at apportere, en spaniel har sværere ved at lære at gå pænt i snor. Med racekendskab ved du, hvor du skal lægge ekstra fokus, og hvordan du skal træne.
Med alt dette sagt findes der selvfølgelig individer inden for en race, som slet ikke stemmer overens med deres racebeskrivelse. Alle racebeskrivelser er generelle, uden hensyn til individuel variation. Pludselig får vi en siberian husky, som slet ikke forstår sig på træk, eller en border collie, som ikke elsker at arbejde. Erfaringer og træning påvirker også hundens adfærd. Men for det meste vil en border collie blive tændt ved synet af får, og en husky vil have lyst til at trække. Det må vi ganske enkelt regne med.
